Beliggenhed
Cal Barbut ligger 110 km fra Barcelona og 18 km fra Berga. Berga er indgangsbyen til bjergene mod Andorra og Tunel del Cadi. Cal Barbut er en del af Figols men ligger 2 km fra landsbyen Figols i retning af Fumanya. Området omkring Cal Barbut kaldes pre-Pyrenæerne, altså de bjerge der støder op til Pyrenæerne. Se kort nederst på siden for yderligere detaljer.
Beliggende i 1400 m’s højde er klimaet behageligt. Sommer og vinter rummer ikke den ekstreme varme eller kulde. Cal Barbut vender mod syd og ligger i læ for kølige vinde fra de høje Pyrenæer mod nord. Gennemsnitstemperatur om sommeren er 25 °C, og i foråret og efteråret omkring 15 °C. Forår og efterår kommer sent til bjerget, senere end i Danmark.
Cal Barbut betyder ‘den skæggede mands hus’ og kan dateres tilbage til slutningen af 1700 tallet. Cal Barbut blev opført i sin nuværende form fra 1994-2001. Den rustikke charme er fastholdt men hotellet er udstyret med moderne faciliteter. Grunden er 120000 m² og er til fuld disposition for vores gæster.